2017: Et godt eller dårligt år?
YouGovs Eurotrack-undersøgelse viser, at europæerne er optimistiske omkring fremtiden, selvom de er splittede i deres vurdering af 2017.
Danskerne er klart mest positive i deres vurdering af 2017, viser YouGovs EuroTrack-undersøgelse, hvor en række lande i Europa har vurderet, om 2017 generelt har været et godt eller dårligt år for dem personligt.
60% af danskerne vurderer, at 2017 har været et godt år for dem personligt, mens kun 17% vurderer, at året har været dårligt for dem. I den modsatte ende af vurderingsskalaen ligger Frankrig. Her mener kun 27%, at 2017 har været et godt år for dem personligt, og 28% mener, det har været et dårligt år.
Hvor god var 2017 for Europa?
Adspurgt om, hvordan 2017 var for deres land, er der store forskelle mellem de forskellige europæiske lande:
2017 har for briternes vedkommende været præget af Brexit-forhandlinger, økonomisk usikkerhed samt flere terrorhandlinger, og her mener halvdelen af befolkningen (51%), at 2017 har været dårligt for deres land, mens kun 11% vurderer, at 2017 har været et godt år. I Frankrig er vurderingen af 2017 ikke meget bedre. 40% mener, det har været et dårligt år for deres land, og 17% mener, det har været et godt år.
Svenskerne og tyskerne er lidt mere positive i deres vurdering af 2017. Her mener en fjerdedel, at 2017 har været et godt år for landet, mens lidt flere 29-35% mener, det har været et dårligt år. I Danmark, Finland og Norge får 2017 den bedste bedømmelse. 34%-38% vurderer, at 2017 har været et godt år for deres land, hvilket er en større andel, end dem der vurderer, det har været et dårligt år (15-24%).
De nordiske lande er også de mest optimistiske i forhold til det kommende år. Mellem 39% og 41% af befolkningen i de fire lande tror, at 2018 bliver bedre end 2017. Kun 8% af danskerne tror, det bliver et dårligere år. 14%-17% tror, det bliver et dårligere år i de andre nordiske lande.
Folk i Tyskland, Storbritannien og Frankrig er mere splittede i deres forventninger til 2018. 28%-30% tror, det bliver et bedre år, mens 17%-24% tror, det bliver et dårligere år.
I alle de europæiske lande er optimismen dog større end i slutningen af 2016, hvor befolkningen også blev spurgt til deres forventninger til det kommende år (2017).
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov-panelet i perioden 13.-19. december 2017. Heraf 1692 i Storbritannien, 2032 i Tyskland, 1002 i Frankrig, 1018 i Danmark, 1018 i Sverige, 974 i Finland og 402 i Norge. Kilde: YouGov