Verdens mest beundrede mennesker i 2021
Obama-parret er verdens mest beundrede mand og kvinde. Danmarks mest beundrede kvinde er Dronning Margrethe, og den mest beundrede mand er Barack Obama.
Barack Obama fastholder sin position som verdens mest beundrede mand efter at have væltet Bill Gates (som havde siddet på tronen siden 2014) af pinden som verdens mest beundrede mand sidste år.
Michelle Obama topper listen som verdens mest beundrede kvinde for tredje år i træk.
Faktisk er top-3 for hvert køn uændrede siden sidste år, idet forretningsmand og filantrop Bill Gates fortsat er nummer to blandt mænd, efterfulgt af den kinesiske premierminister Xi Jinping. Skuespillerinde og humanitær Angelina Jolie er fortsat verdens næstmest beundrede kvinde, og den britiske monark dronning Elizabeth II indtager tredjepladsen.
Undersøgelsen er baseret på interview med mere end 42.000 mennesker i 38 markeder.
Den pakistanske menneskerettighedsforkæmper Malala Yousafzai og den indiske skuespillerinde Priyanka Chopra er årets kvindelige højdespringere. Begge er steget med mere end fem pladser til henholdsvis 9. og 10. pladsen.
Blandt mændene er den argentinske fodboldspiller Lionel Messi årets højdespringer, idet han har klatret fire pladser fra 11. til 7. pladsen - hans bedste placering til dato. På trods af denne rekordplacering, såvel som hans seneste Ballon D'or-sejr, halter Messi stadig efter den portugisiske rival Cristiano Ronaldo på fjerdepladsen (ligeledes Ronaldos bedste placering til dato).
Skuespillere og entertainere er mere fremtrædende på kvindelisten, hvor 10 af de mest beundrede kvinder er skuespillerinder, sangere eller tv-værter (selvom enkelte, som Emma Watson og Angelina Jolie, også har gjort sig bemærket for deres humanitære arbejde). Derimod indeholder listen over mest beundrede mænd flere personer med en politisk, erhvervsmæssig eller sportslig baggrund.
Nye tilføjelser på årets lister inkluderer den amerikanske præsident Joe Biden og hans vicepræsident Kamala Harris, den indiske cricketspiller Sachin Tendulkar, den thailandske rapper Lisa (Blackpink-berømmelse) og New Zealands premierminister Jacinda Ardern.
Danmarks mest beundrede mand og kvinde
Den mest beundrede mand i Danmark er stadig Barack Obama, mens Kronprins Frederik indtager andenpladsen og Bill Gates tredjepladsen.
Danskerne er generelt meget glade for deres kongefamilie – og på kvindernes rangliste indtages førstepladsen af Dronning Margrethe, mens Kronprinsesse Mary løber med andenpladsen. Verdens mest beundrede kvinde Michelle Obama tager tredjepladsen i Danmark.
Statsminister Mette Frederiksen stormede ind på kvindernes topliste sidste år på fjerdepladsen, men i år må hun nøjes med sjettepladsen, mens Angela Merkel tager fjerdepladsen og Margrethe Vestager femtepladsen.
Om undersøgelsen
I løbet af foråret i år indsamlede YouGov åbne nomineringer fra paneldeltagere i 38 lande ved ganske simpelt at spørge dem: “Hvis du tænker på nulevende personer i verden i dag, hvilken person [mand eller kvinde] beundrer du så mest?” Disse nomineringer blev derefter anvendt til at udarbejde en liste over de 20 mænd og 20 kvinder, som fik flest nomineringer, og som blev nomineret i mindst fire lande. Yderligere 5-10 populære lokale personligheder blev tilføjet til listen i de forskellige lande.
I den del af undersøgelsen, der er udført fra maj til september, anvendte vi herefter listen til at undersøge hver af de 38 markeder ved at stille to spørgsmål: “Hvem beundrer du rigtig meget?”, hvor respondenter kunne vælge mellem mange forskellige personligheder baseret på den udarbejdede liste, og “Hvem beundrer du MEST?”, hvor de kun kunne vælge én. Disse to tal blev lagt sammen til en procentdel, som angiver graden af beundring, som er vist til højre for hvert navn i grafikken ovenfor og i nedenstående tabel, som viser de fulde resultater for hvert land inklusive lokale berømtheder og offentlige personer:
Ved at stille respondenterne to spørgsmål, kan vi både se bredden (dvs. global udbredelse) og intensiteten i en persons støtte.
Alt i alt gennemførte vi undersøgelser i lande, der tilsammen dækker mere end 7/10 af verdens befolkning. Nogle dele af verden er dog bedre repræsenterede end andre, så vi vægtede den virkning, som nogle lande har på de endelige tal mere - og vægtede andre mindre, så de globale tal mere præcist afspejler de overordnede holdninger i verden.
Alle undersøgelser blev foretaget online, og i mange af landene er internettets udbredelse begrænset i sådan en grad, at eksemplerne kun repræsenterer den del af befolkningen, der er online. Lande og områder, hvor dette gælder er Egypten, Indonesien, Malaysia, Pakistan, Filippinerne og Sydafrika.