Brexit eller Bremain
Når disse linjer læses deltager jeg i den store Brexit-konference i Berlin, som vi (YouGov) afholder i samarbejde med blandt andre The Guardian og Handelsblatt. Her vil en række fremtrædende politikere og erhvervsfolk fra UK og Tyskland diskutere de politiske og økonomiske konsekvenser af enten et Brexit eller et Bremain. Interessen er stor og udfaldet usikkert - eller hvad siger målingerne egentlig?
Vores egen seneste måling for The Times melder om fuldstændig dødt løb (41%-41%), mens der stadig er 13%, som ikke har bestemt sig – resten har ikke tænkt sig at stemme. Det var i øvrigt i samme avis, at 10 tidligere danske udenrigsministre i sidste uge høfligt opfordrede de britiske vælgere til at forblive i EU, men med al respekt tror jeg nu ikke, at det får nogen betydning for udfaldet. Vi så i hvert fald ikke nogen effekt af Obamas tilsvarende opfordring under hans besøg i London for en lille måned siden.
Andre målinger melder om fordel til ”Stay” – især de institutter, som stadig anvender telefon-interview. I denne forbindelse offentliggjorde vores kollegaer fra ICM, der er pollster for The Guardian, en meget interessant måling for et par uger siden. ICM anvender normalt telefon-interview i deres politiske målinger, men de har også et web-panel, og de havde simpelthen gennemført en Brexit-måling simultant med begge metoder. Telefon-målingen viste en føring på 10 procentpoint til ”Stay”, når der blev renset for tvivlere, mens web-målingen på samme måde viste en føring på 4 procentpoint til ”Leave”. Altså to vidt forskellige konklusioner!
ICM ville ikke tage stilling, hvilken af målingerne, der var mest troværdig, men mente at sandheden nok lå et sted midt imellem! Samme ICM offentliggjorde for øvrigt sidste år, at de i forbindelse med deres seneste måling før parlamentsvalget måtte foretage 28.000 opringninger for at få 2.000 svar, hvilket giver en svarprocent på 7-8%. Det kan naturligvis godt give nogen systematiske afvigelser i telefon-målinger, men i mine øjne skal ICM have stor ros for deres åbenhed om metode-spørgsmål.
Ifølge Financial Times’ poll-of-polls viser målingerne lige nu samlet set en føring til ”Stay” på 5 procentpoint, men med en lille måned igen kan meget nå at ændre sig. Lad mig dog nævne to ting, som alt andet lige taler for, at briterne vælger at forblive i EU.
Den første er en analyse af 16 internationale folkeafstemninger, som Stephen Fischer offentliggjorde på "Elections Etc" i 2014. Her dokumenterede han, at i 12 af afstemningerne overdrev meningsmålingerne tilslutningen til en ændring af status quo. Stephen Fischer mener blandt andet, at data indikerer, at tvivlergruppen ikke skal distribueres proportionalt med de beslutsomme, men i højere grad vil hælde mod en bevarelse af tingenes tilstand.
Den anden er vores egne erfaringer fra den skotske folkeafstemning om uafhængighed i 2014. Her offentliggjorde vi i vores seneste måling inden valgdagen, at 52% ville stemme nej, men på selve valgdagen geninterviewede vi en stor del af respondenterne. Det viste sig, at mange tilhængere af uafhængighed havde skiftet mening i de sidste døgn inden valgdagen – altså et meget sent stemningsskifte for bevarelse af status quo. Da valgstederne lukkede opjusterede vi derfor vores prognose til en nej-andel på 54%, hvilket var meget tæt på det endelige resultat (55%).
Så vel vidende at vores egen seneste måling melder om dødt løb, vil jeg i skrivende stund sætte mine penge på et Bremain. ”Better the devil you know than the devil you don’t”, som briterne siger!
PA Images