Meningen med målinger

Chefredaktør, Tom Jensen, beskrev i sin søndagsklumme en række forhold, hvor der er forskel mellem virkeligheden i sig selv og folks opfattelse af selvsamme virkelighed. Tom Jensen konkluderede, at realiteter og fakta er "yt", mens perception i den grad er "in" - godt hjulpet på vej af de sociale medier.

Jeg vil erklære mig enig, men erkender samtidigt, at jeg, som analysemand, nok er lidt miljøskadet. Faktisk har jeg svært ved at danne mig en fast mening om sager, som ikke kan måles, vejes, tælles eller i det mindste fordeles i strata! Men det kræver naturligvis, at man bruger de rigtige data rigtigt!

Før jul bad gratisavisen MX mig om hjælp til at tolke en særkørsel fra Danmarks Statistik, hvor de havde sammenlignet navnestatistikken med antallet af domme de seneste fem år. En række mellemøstlige navne dominerede listen, men jeg advarede mod ud fra denne statistik at drage konklusioner om enkelte befolkningsgruppers kriminalitetsgrad.

Vi ved nemlig samtidigt, at visse befolkningsgrupper fordeler sig på færre navne. Forestil dig to lige store grupper af folk med nøjagtig samme kriminalitetsgrad, men hvor den ene gruppe fordeler sig på halvt så mange navne som den anden. Disse navne vil i så fald dominere listen, da de gennemsnitligt har dobbelt så høj kriminalitetsgrad.

Altså et rent matematisk argument som journalisten refererede loyalt. Men da artiklen blev videreformidlet på et politisk forum var det med kommentaren: "Lars Gylling citeres for det rene vås". Nej, matematik er ikke vås og statistiske formler har ikke politiske holdninger! Man skal bruge de rigtige tal til at drage de rigtige konklusioner. I modsat fald kan perceptioner være lige så gode som realiteter og fakta!

Nu er det jo meningsmålinger, der er min metier, og her er vi netop kommet igennem et år med hele to valg. Og valg giver læsere, lyttere og seere rig mulighed for at nyde institutternes målinger af vælgerandele og den offentlige opinion. Når jeg, med hjælp fra Infomedia, tæller antallet af gange, hvor et analyseinstitut er citeret i medierne, så steg det i 2015 med 19% i forhold til 2014. I månederne maj og juni var stigningen hele 53%, så folketingsvalget trak klart snittet op.

I juledagene publicerede DR så en måling fra Epinion, som viste, at ca. en tredjedel af danskerne mener, at medierne bringer for mange meningsmålinger. Vi lavede selv en tilsvarende måling for Mandag Morgen i forbindelse med valgrygterne i foråret 2007, der viste nogenlunde det samme, så resultatet overraskede mig ikke. Faktisk havde jeg forventet det en smule højere.

I 2007 spurgte vi også til, hvorvidt danskerne syntes, at meningsmålinger giver almindelige mennesker mulighed for at påvirke dagsordenen. Det var der altså lige så mange, der var enige i, som det der med de for mange meningsmålinger!

Nu skal jeg nok, kære læser, spare dig for en længere diskussion af vælgerne og meningsmålingernes rolle under forskellige demokratiidealer, men vi kan forhåbentlig blive enige om, at et demokrati fungerer bedst med en oplyst og engageret befolkning. Og her spiller den offentlige opinion en rolle, for hvordan skal politikere, medier og vælgere ellers navigere? Men hvem kender den offentlige opinion, hvis den ikke måles og publiceres?

Så mål det, vej det, tæl det, fordel det – og publicér det. Rigtige realiteter og fakta før perceptioner. Det er meningen med målinger!