Feminisme og flygtningepolitik

I samarbejde med The Guardian offentliggjorde vi (YouGov) i november et indeks over holdningen til ligestilling i 24 lande. Sverige toppede listen, som i øvrigt havde alle tre skandinaviske lande i top 5. I den tunge ende lå Marokko, Egypten og Algeriet.

Jeg skal vende tilbage til undersøgelsen, men lad mig indlede med at citere en lederartikel fra verdens mest ligestillede land. I den liberale tabloid-avis Expressen skrev Ann-Charlotte Marteus for en måneds tid siden en leder med overskriften: ”Kvinder græder, mænd siger nej”. Heri spurgte hun: ”Er det ligestillingen, feminismen, som har medført at Sverige har en så anderledes flygtningepolitik?”

Og det er altid interessant at kæde holdningsdannelsen på nogle områder sammen med holdningerne på andre. Eksempelvis at anvende generel mistillid til politikerne som forklaringsramme for EU nej’et eller forskellige virkelighedsopfattelser i og udenfor byerne som forklaringsramme for sommerens valgresultat. Det er samtidig et emne, som jeg flere gange tidligere har skrevet om i denne spalte. Tillad mig at genanvende to eksempler.

Samtidigt med det amerikanske præsidentvalg i 2012 skulle der stemmes om homovielser i staten Maryland. Meningsmålinger viste, at et flertal blandt statens sorte befolkning var imod, indtil Obama offentligt erklærede sin støtte. Derefter skiftede flertallet. Tilknytningen til Obama syntes altså stærkere end holdningen til homovielser, og den sorte del af befolkningen justerede ind.

Det andet eksempel er også fra USA, hvor mine amerikanske kollegaer for et par år siden, sammen med en professor fra Brown University, undersøgte, hvordan holdningen til racemæssige spørgsmål spillede ind på andre områder. Det viste sig, at hvis man eksempelvis beder amerikanerne om at tage stilling til forskellene mellem Clintons forslag til en sundhedsreform fra 1993 og Obamas fra 2009, så er der en klart større tendens til at fravælge Obamas forslag, hvis man på andre spørgsmål udviser negative holdninger til racespørgsmål. Holdningerne på raceområdet "overrulede" altså holdningerne til konkrete elementer i sundhedsreformen.

Og lad mig så vende tilbage til ligestillingsindekset, hvor det i mine øjne mest interessante er, at når det gælder kerneudsagnet om, at kvinder og mænd er lige, så er der faktisk ikke den store forskel mellem landene. Når udsagnene bliver mere specifikke, som eksempelvis at en hustrus vigtigste opgave er at passe sin mand, så træder forskellene derimod tydeligt frem. Det mener man generelt i de mellemøstlige lande, men absolut ikke i Sverige!

Når man samtidigt ved, at kvinder på flygtningeområdet generelt er mere empatiske end mænd, så giver det vel god mening, at landet med verdens første erklærede feministiske regering, i øvrigt ledet af en gammel svejser og fagforeningsleder, også har verdens mest generøse flygtningepolitik? Tjaaa, jeg vil ikke afvise, at den svenske feminisme har været medvirkende til den generøse flygtningepolitik, men sammenhængen er formentlig ikke så stærk.

I Danmark, hvor synet på ligestilling trods alt ikke adskiller sig ret meget fra Sverige, skrev Søs Marie Serup for nogle uger siden, at vi nu er noget nær europamester i stramninger på flygtningeområdet. Personligt har jeg heller ikke fantasi til at forestille mig Lars Løkke Rasmussen erklære, at han nu har dannet verdens næste feministiske regering! Og i Sverige taler man i dag om ID-kontroller og lukning af Øresundsbroen – men mon ikke feminismen består upåvirket?