Det siger man bare ikke!

For en måneds tid siden samsendte DR og SVT en dansk/svensk flygtningedebat. Forrygende fjernsyn, som meget godt illustrerede forskellene i debat- og politisk kultur her og hinsidan.

Men lad mig indlede med at introducere det fremragende svenske ord ”åsiktskorridor”, som vel bedst kan oversættes med et slags holdningsfilter, som frasorterer alle politisk ukorrekte ytringer. Der er bare ting, som man ikke siger!

Den svenske vært, Kristina Hedberg, spørger i udsendelsen Per Svensson, der er kulturskribent på Sydsvenskan, om der ikke findes en åsiktskorridor i de svenske medier. Svensson vender argumentet om og siger, at der snarere findes en åsiktskorridor i de danske medier. Som kommercielle aktører har de danske medier tilpasset sig den opinion, som de fornemmer blandt læserne – og den er flygtningekritisk!

Lederskribent Anders Lindberg fra tabloidavisen, Aftonbladet, tager argumentet et skridt videre. Lindberg sad i debatpanelet på dr.dk, hvor han skrev, at der i de seneste 15 år har eksisteret en åsiktskorridor i Danmark, hvor man praktisk talt har skullet være indvandringskritisk for at komme til orde i debatten.

En spændende tanke - og ganske modsat den gængse danske opfattelse af debatklimaet i de to lande. Det frie og åbne danske debatklima og det lukkede og politisk korrekte svenske debatklima. Jeg skal ikke gøre mig til dommer i dette spørgsmål, men at åsiktskorridoren i hvert fald eksisterer i den svenske debat blev for nyligt dokumenteret af det svenske analyseinstitut, Demoskop.

Demoskops undersøgelse fastslog ligefrem, at på grund af de store forskelle i villigheden til ærligt at tilkendegive sine meninger, så kan den mest udbredte holdning i vælgerkorpset sagtens fremstå som en minoritetsholdning i den offentlige debat. De venstreorienterede vælgere taler nemlig meget hellere åbent om politiske emner end eksempelvis vælgere med konservative og nationalistiske overbevisninger.

Og dermed er jeg tilbage ved et af de temaer, som jeg jævnligt tager op i denne spalte – nemlig analyseinstitutternes evne til og mulighed for at måle opinionen korrekt – især når det gælder spørgsmål, som kan opfattes som socialt eller politisk følsomme. For hvis der er spørgsmål som visse grupper bare ikke svarer ærligt på, hvordan måler man så opinionen korrekt? Og giver det en forskel om man spørger via telefon eller via web?

Når det gælder de invandringskritiske partier, Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne, har tilslutningen i den seneste tid, hvor deres kerneområde i den grad har domineret dagsordenen, i hvert fald været væsentlig forskellig på hver sin side af sundet. DF har stået nogenlunde stille, og på samme niveau, siden valget i juni hos både telefon- og webinstitutterne, mens svenske SD er gået voldsomt frem – i særlig grad hos web-institutterne. SD ligger i web-institutternes målinger omkring 5 procentpoint højere end hos telefon-institutterne.

Forskellene kan naturligvis skyldes, at vi er længere fra seneste valg i Sverige end i Danmark, men det kan også skyldes en ændring i den måde, som de to partier opfattes på i offentligheden. Ja ja, hører jeg en insisterende læser spørge, men hvad mener du så? Er Dansk Folkeparti endelig blevet stuerene; eventuelt hjulpet af en dansk, invandringskritisk åsiktskorridor i medierne? Eller er Sverigedemokraterna stadig alt andet end stuerene; eventuelt forstærket af en svensk, invandringsvenlig åsiktskorridor i medierne? Jamen, vil jeg så svare, det siger man bare ikke!