I medieorkanens øje

Jeg har befundet mig midt i medieorkanens øje, siden vi (YouGov) i samarbejde med Metro publicerede vores seneste meningsmåling i Sverige i torsdags. Tallene var lækket allerede onsdag aften, så jeg havde svenske journalister i røret til et godt stykke efter midnat.

Om torsdagen fortsatte stormen med vindstyrke 12, og jeg gav vel små 30 interview til svenske medier – heriblandt 3 radio-interview. Faktisk har jeg aldrig tidligere i mine mange år i analysebranchen oplevet et så voldsomt pres.

Årsagen til stormen var, at vores måling for første gang i de svenske meningsmålingers historie viste, at det ikke var et af de to traditionelle regeringsbærende partier, Socialdemokraterne og Moderaterna, som var størst. Det var i stedet det indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterna, som vi gav en vælgerandel på hele 25,2%.

Nu skal det understreges, at vi gennemførte undersøgelsen lige efter en periode, hvor Sverigedemokraterne havde fået maksimal, for dem, positiv mediedækning. Jeg vil vurdere, at især to begivenheder kan have givet SD lidt ekstra medvind – en kampagne mod det omfattende tiggeri i det svenske bybillede og det ulykkelige knivdrab i IKEA.

Gerningsmanden i IKEA var en afvist asylansøger, hvilket vist er de fleste bekendt. I tiggeri-kampagnen havde SD sat en række lofthængte skilte op på en station i Stockholm, hvor de på engelsk undskyldte for antallet af tiggere. Plakaterne blev revet ned, og til sidst nægtede stationens ledelse af sikkerhedshensyn at sætte dem op igen – folk kunne komme til skade, når de rev dem ned! Kampagnen gav ifølge Meltwater Sverigedemokraterne medieomtale til en værdi af over 50 millioner kroner.

En del af diskussionen efter vores måling drejede sig ikke så meget på, hvorfor SD havde nået et så højt niveau – det blev i stedet en metodediskussion! De, som bifaldt resultatet, roste os og vores præcision, mens de, som var triste over resultatet, satte spørgsmålstegn ved vores faglige kompetencer. Altså en meget polariseret og ophedet debat helt løsrevet fra sagens kerne.

I de sidste dage har debatten dog bredt sig ud, og flere medier har draget paralleller til de sammenlignelige partiers udvikling i de øvrige nordiske lande. Lad mig derfor, helt anekdotisk, beskrive en oplevelse fra sommerens svenske, politiske festival, Almedalen, som fik mig til at tænke på målingerne af Dansk Folkeparti op til juni-valget her i Danmark.

I SD-lederen, Jimmie Åkesons, tale var han nemlig meget selvsikker. Han bad eksempelvis tilhørerne om at tænke på tallet 22,1 – et resultat som SD havde opnået i en meningsmåling to uger forinden. Ligeledes spøgte han med, at nogen havde nævnt ham som mulig udenrigsminister efter næste valg – men at han ikke var sikker på, at han ville tildele sig selv netop denne post! Men nu, efter de sidste dages flotte målinger, har tonen ændret sig. Nu er det, som et ekko af Thulesen Dahl fra foråret, ikke meningsmålingerne som tæller, men valgresultatet.

Da folk gik væk efter talen, kom jeg til at gå bag en yndig ung kvinde, som snakkede med sin engelsktalende ven. Vi passerede en mindre gruppe kortklippede og tatoverede unge mænd og kvinder i SD t-shirts, og da vi var uden for hørevidde, sagde pigen fuld af foragt: Dette er, hvad vi her i Sverige kalder for ”white trash”.

Vi må vel bare konstatere, at den politiske udvikling i Sverige er begyndt at ligne udviklingen i de øvrige nordiske lande – og at vi har nogenlunde de samme problemer med at måle de indvandringskritiske partier korrekt og uniformt. Fagligt set meget interessant – men en debat, som nemt afspores, når følelserne koger.