Coronakrisen har fået os til at købe mere dansk
Hvordan har coronavirus-situationen påvirket danskernes købsadfærd og holdning til fødevarer?
YouGov har for nyligt publiceret den årlige Food & Health-rapport, som beskriver de nordiske forbrugeres holdning til mad, livsstil og sundhed samt udviklingen gennem mere end ti år. YouGov har i tillæg undersøgt, hvordan coronakrisen har påvirket forbrugernes holdning til mad, livsstil og sundhed.
Coronakrisen har især ændret ved danskernes holdning til fødevarers oprindelse.
For hver tredje dansker (32%) er det blevet vigtigere at købe danskproducerede fødevarer. For næste en fjerdedel (23%) er det også blevet vigtigere at støtte fødevareproducenter i nærområdet.
Forbrugernes ændrede holdninger afspejler sig også i danskernes forbrug. Igen er det hovedsageligt danske varer, forbrugerne køber mere af (26%) efter coronapandemien. Hver femte køber desuden flere nærproducerede fødevarer (18%), ligesom en femtedel køber flere sunde alternativer (18%).
En tiendedel af forbrugerne svarer, at de har købt flere lavprisvarer under coronakrisen. Dette er en lavere andel sammenlignet med de øvrige nordiske lande. I Norge og Finland har mere end en femtedel købt flere lavprisvarer (henholdsvis 22% og 23%), mens andelen er 15% i Sverige.
De sidste mange års klimadebat har medført et øget fokus på klimavenlige fødevarer. Food & Health-undersøgelsen viser, at før coronakrisen ændrede flere forbrugere deres vaner i en mere klimabevidst retning, fx ved at vælge sæsonbaseret frugt og grønt (31%), bæredygtigt/miljømærket kød eller fisk (hhv. 21% og 15%) og lokalproducerede fødevarer (20%).
Før coronakrisen havde over en tredjedel (36%) af danskerne også øget deres forbrug af økologiske fødevarer, men under coronakrisen er danskernes fokus på økologi blevet overhalet af et øget fokus på danskproducerede varer. Det er endnu ikke til at se, om forbrugerne fortsat vil betragte fødevarerne oprindelsesland som vigtigere end økologi på den anden side af coronakrisen.
Om Food & Health 2020
- Nordiske forbrugeres syn på fødevarer, klima og sundhed
YouGov har i mere end 10 år fulgt nordiske forbrugeres holdning til mad, klima og sundhed. Målet med Food&Health er at opnå en bedre forståelse for forbrugernes viden og holdninger og at spore ændringer over tid.
Food&Health 2020 er baseret på interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 16-64 fra YouGov-Panelet i Sverige, Danmark, Norge, Finland. Ca. 500 interviews i Danmark, Norge og Finland, mens der er foretaget ca. 1000 interviews i Sverige. Rapporten er tilgængelig i en nordisk version (Sverige, Danmark, Norge, Finland) på engelsk og i en version for Sverige på svensk.
Undersøgelsen blev gennemført mellem 27. februar - 8. marts 2020, dvs. før WHO den 11. marts klassificerede coronavirussen og COVID-19 som en pandemi.
YouGov har også foretaget en separat undersøgelse efter coronakrisens indtog. Undersøgelsen er baseret på interview med 1026 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet i perioden 24. april til 11. maj 2020.
Getty Images