Skal vi fortsætte med at stille urene efter sommer- og vintertid?

Skal vi fortsætte med at stille urene efter sommer- og vintertid?

Tove Keldsen - September 20th, 2018

Et forslag fra EU-Kommissionen vil gøre en ende på de årlige skift mellem sommertid og vintertid. En ny undersøgelse fra YouGov viser dog, at det ikke bliver nemt at finde en løsning, der vil stille de nordiske borgere tilfredse.

Sommertiden er indført for at give borgerne flere timer med dagslys om sommeren, men den har altid været til debat. Senest har et flertal i EU-Parlamentet stemt for at afskaffe de nuværende regler om et halvårligt tidsskift.

Men hvad mener, danskerne og vores nordiske naboer om den nuværende ordning? Og hvad skal i givet fald erstatte den? Sommertid med lyse sommeraftener og mørke vintermorgener eller vintertid med knap så mørke vintermorgener og knap så lyse sommeraftener?

null

Danskerne har tilsyneladende færrest problemer med at få døgnrytmen forstyrret to gange om året. Hver tredje dansker (31%) ønsker at beholde den nuværende ordning med skift mellem sommer- og vintertid, mens hver sjette (16%) ingen mening har om emnet.

I Finland, hvor debatten omkring logikken i sommertid blusser op, hver gang uret skal stilles en time frem og tilbage, er der færrest, der foretrækker den nuværende ordning (9%).

Over halvdelen af danskerne (53%) vil dog foretrække at slippe for skiftet mellem sommer- og vintertid, men de er splittede omkring, hvad den nye normaltid så skal være. 29% ønsker kun sommertid, mens 24% kun ønsker vintertid. Kun vintertid som den nye normaltid er mest populær blandt de ældre over 60 år (33%) og mindst populær blandt de unge under 29 år (13%).

I Sverige og Norge foretrækker majoriteten af dem, som ikke ønsker den nuværende ordning, at sommertid bliver den nye normaltid. Lidt under halvdelen (45% i Norge og 44% i Sverige) ønsker kun sommertid.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet. Heraf 1007 i Danmark, 1016 i Sverige, 1013 i Norge og 1006 i Finland i perioden 3. – 10. september 2018.