Pokémon Go får danskerne op af lænestolen
September 6th, 2016, Tove Keldsen

Pokémon Go får danskerne op af lænestolen

Sommerens modedille har godt tag i danskerne. 1 ud af 5 har downloadet og spiller Pokémon GO, viser en ny undersøgelse fra YouGov. Blandt de 18-34 årige spiller 2 ud af 5, og der er lige så mange kvinder som mænd blandt spillerne.

Koblingen til motion er det som danskerne bedst kan lide ved Pokémon GO. Næsten halvdelen (47%) angiver, at det er en af årsagerne til, at de kan lide spillet, mens nostalgien ved at spille et spil fra barndommen også er en væsentlig årsag ifølge 37% af danskerne.

null

Derudover er de primære årsager til, at danskerne er vilde med Pokémon GO, at de kan udforske området, hvor de bor, mens de jagter Pokémons (33%), og at de kan spille mod vennerne (27%).

null

Undersøgelsen viser også, at Pokémon GO i sandhed har formået at få danskerne op af lænestolen og ud at gå og cykle. Halvdelen af spillerne har i hvert fald gået/cyklet/kørt en speciel vej for at fange eller træne en Pokémon, og 39% har forladt hjemmet på tidspunkter, de normalt ikke ville for at spille. Og måske medvirker Pokémon Go også til at gøre danskerne mere sociale. Hver tredje har i hvert fald talt med en fremmed, der også spillede spillet.

Der er da også skyggesider ved spillet. 3% har forsømt arbejdet, fordi de spillede Pokémon GO, mens 5% er faldet/snublet eller gået ind i noget (væg, lygtepæl etc.), mens de jagtede Pokémons.

Og alle er naturligvis ikke lige begejstrede for Pokémon GO. Af dem, som ikke spiller Pokémon GO eller er interesseret i at komme til det, angiver 2 ud af 5, at deres manglende interesse i spillet skyldes, at de ikke ønsker at være fordybede i deres telefon (41%), og de ikke synes denne type spil er sjove (40%).

Se hele undersøgelsen

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på interview med 1005 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov Panelet i perioden 17. – 18. august 2016. Kilde: YouGov.

PA Images