June 3rd, 2015, YouGov
Valgkampen kører for fuld damp. Hver dag bringer medierne 3-5 nye meningsmålinger, hvortil kommer opdateringer af de sammenvejede indeks som eksempelvis Berlingske Barometer. Og alle har de, især i valgkampens første uge, samstemmende fortalt den ikke overraskende historie, at forskellen mellem blokkene indsnævres. Nu bidrager jeg jo selv lystigt til festen, men tillad mig at stoppe op et øjeblik for at se på erfaringerne fra sidste måneds britiske valg.
Det britiske valg var ikke just et højdepunkt for analysebranchen, da alle medier og institutter forudsagde dødt løb mellem Labour og Conservatives - og valget endte som bekendt med absolut flertal til de konservative. Det har affødt kritik af de britiske meningsmålinger, hvilket Uffe Taudal gennemgik i nærværende avis i torsdags. Lad mig derfor blot fremhæve to ting, som, udover den manglende præcision, især overraskede mig ved de britiske meningsmålinger.
Den første er, at metode (telefon eller web) ikke havde betydning for præcisionen – eller manglen på samme. Nu har jeg ellers vænnet mig til, at web-baserede målinger, især i England og USA, ved flere valg har vist sig mest præcise. Dette illustreres måske bedst af det seneste amerikanske præsidentvalg, hvor statistik-guruen Nate Silver beregnede, at de telefonbaserede målinger havde en gennemsnitlig afvigelse på 3,5%, mens de web-baserede lå på 2,1%.
Den anden overraskelse er, at alle målinger var "skæve" samme vej. De overvurderede alle Labour og undervurderede de konservative. Det kunne godt indikere en eller form for systematisk afvigelse, som ingen institutter var i stand til at opfange.
Nu har den britiske analysebranche nedsat et udvalg, der skal se på, hvorfor det gik så galt. Hos mine engelske kollegaer er opfattelsen dog, at årsagen især skal findes hos de såkaldte ”shy tories” – de generte konservative. Begrebet ”shy tories” fandt sin form efter valget i 1992, hvor meningsmålingerne ramte lige så skævt som i år. Begrebet karakteriserede derfor en vælger, som ikke ville fortælle en telefon-interviewer, at han ville stemme konservativt, da det af nogen kunne opfattes som socialt uacceptabelt.
Nu kan man indvende, at i 2015, hvor en stor del af dataindsamlingen er flyttet til nettets anonymitet, så er dette problem vel minimeret? Ja, og derfor er definitionen på en ”genert konservativ” også strammet en smule, således at det ved dette valg snarere betegnede en vælger, som inderligt ønskede et regeringsskifte – men i allersidste øjeblik, helt inde i stemmeboksen, indså, at det kunne han alligevel ikke få sig selv til! Så når disse vælgere i løbet af valgkampen fortalte institutterne, at de ikke ville stemme på de konservative, så mente de det – men i afgørelsens time, når krydset blev uigenkaldeligt, fortrød de!
Har vi så nogle generte konservative, eller snarere Venstre-vælgere, her i Danmark, som kan bringe analyseinstitutterne på glatis? Det er i hvert fald et faktum, at en stor del af Venstres vælgermæssige udfordringer er bundet op på personen Lars Løkke, men holder det hele vejen ind bag det blå klæde? Vi så jo i 2011 Lars Løkke præstere en imponerende slutspurt i valgkampens allersidste dage. Belært af de engelske erfaringer vil jeg derfor ikke afvise, at en af dette valgs mulige fejlkilder i målingerne kan være, om alle de tidligere Venstre-vælgere, som i dag fortæller os institutter, at de har fravalgt Venstre på grund af Lars Løkke, fortryder i sidste øjeblik? Helt derinde, hvor krydset bliver uigenkaldeligt!