Danskerne er stadig i gavehumør
Trods høj inflation bliver der denne jul stadig lagt en del gaver under træet i de danske husstande. 70% (af de danskere der køber julegaver) har nemlig brugt mere end 1.000 kroner på gavebudgettet i år, og 35% har brugt mere end 3.000 kr.
6 ud af 10 danskere angiver, at gavebudgettet er det samme som sidste år. 17% har brugt mindre/meget mindre, hvorimod 14% har brugt mere/meget mere. Det er især de unge, der har ændret gavebudgettet, eftersom der blandt de 18-29 årige er hele 24%, der har brugt mindre end sidste år. Men omvendt er det også i denne aldersgruppe, at man finder flest, der har øget budgettet (21%).
Antallet af købte julegaver varierer en del, men det ser ud til, at det især er kvinderne der køber mange gaver. Hvor 30% af danskerne har købt mere end 10 gaver, er det samme tal 39% blandt kvinder og 21% blandt mænd.
Mange danskere er i god tid med deres gaveindkøb, idet 43% har købt julegaverne inden december måned. 39% køber dem i start-midt december, og kun 2% udskyder gaveindkøbet til sidste øjeblik.
13% af danskerne køber oftest julegaverne på Black Friday, og her er det især de 30-39 årige, der udnytter den store shoppedag. 23% i aldersgruppen får nemlig julegaverne i hus denne dag.