Det internationale medielandskab set i lyset af coronakrisen
February 24th, 2021, Tove Keldsen

Det internationale medielandskab set i lyset af coronakrisen

YouGovs seneste whitepaper ‘International media consumption report 2021: Is there a new normal?’ undersøger det internationale medielandskab og belyser store globale forskelle.

YouGovs whitepaper er baseret på mere end 18.000 interview på tværs af 17 markeder verden over og undersøger vores brug af traditionelle og digitale medier, reklamer, abonnementer samt coronakrisens indflydelse på vores medieforbrug.

Rapporten viser først og fremmest, at der er store globale forskelle i vores medieforbrug både over oceaner, men også mellem tætte naboer som Sverige og Danmark.

Live-TV er stadig populært

null

Live-TV er før blevet erklæret en truet art, men er stadig det dominerende traditionelle medieformat på tværs af markeder globalt set og spænder fra 79% af den voksne befolkning i Frankrig, der ugentligt ser live-TV til 35% af befolkningen i De Forenede Arabiske Emirater. Størstedelen af den voksne danske befolkning ser også live-TV hver uge (72%).

Live-radio lever også stadig i bedste velgående. Globalt set lytter 48% af forbrugerne gennemsnitligt til live-radio ugentligt. Flest i Frankrig (63%), Polen (62%) og Sverige (60%). Til sammenligning har nyere medieformater som podcast og on-demand-radio en gennemsnitlig lytterrate på hhv. 13% og 16% af forbrugerne på tværs af alle markeder.

27% af befolkningen i de undersøgte lande læser trykte aviser og blade ugentligt. Svenskerne er særligt glade for de trykte aviser og blade. 44% læser blade, og 36% læser aviser ugentligt. Også i Indien er den trykte avis populær. 46% af den urbane voksne befolkning læser trykte aviser.

Betalte abonnementer

null

Streamingservices vokser globalt, og 41% af forbrugerne har streamet TV den seneste uge. 66% af de danske respondenter har et film- eller tv-abonnement. Netflix, AppleTV+ og HBO Max er de mest populære TV- og filmstreamingtjenester globalt set.

Når det kommer til nyheds- og magasinabonnementer, er Sverige et af de lande med flest abonnementer (hhv. 24% og 19%), mens abonnementer på lydbogsservices er mest udbredt i Danmark og Kina (15%).

Om undersøgelsen

Data stammer fra YouGovs whitepaper: ‘International media consumption report 2021: Is there a new normal?’, der undersøger det internationale medielandskab og ser nærmere på coronakrisens indflydelse på branchen.

Undersøgelsen er baseret på data fra YouGov Profiles og YouGov Custom Research og er foretaget i november 2020. Alt i alt gennemførte vi 22.276 interview på tværs af 17 markeder med udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet.

Alle undersøgelser blev foretaget online, og i nogle af landene er internettets udbredelse begrænset til, at man kan sige, at eksemplerne kun repræsenterer den del af befolkningen, der er online. Lande og områder, hvor dette gælder, er Kina (inklusive Hong Kong) og Indonesien. For Indien og Mexico er data begrænset til at repræsentere den urbane del af befolkningen.