Så ærlige er vi over for fremmede mennesker
Mad mellem tænderne eller åben gylp: Hvor ærlige er vi over for fremmede mennesker på vores vej? Og hvor langt vil vi gå for at undgå, at de blamerer sig? Det har YouGov undersøgt.
De fleste har nok prøvet at komme hjem fra en bytur, et møde eller lignende og opdage at deres gylp stod åben, eller at de havde birkes mellem tænderne. Ærgrelsen over ikke at have fået noget at vide kan være stor, men hvor ærlige er vi selv overfor fremmede eller kollegaer og bekendte?
YouGov har undersøgt, hvor mange, der ville fortælle en fremmed eller deres kollegaer og bekendte, at de havde mad mellem tænderne.
Færre end hver tredje ville være tilbøjelig til at fortælle en fremmed, at de havde mad mellem tænderne, mens størstedelen af danskerne (82%) ville fortælle det til deres kollegaer eller bekendte. Særligt kvinderne (89% mod 74% af mændene) ville sandsynligvis fortælle det til en kollega eller bekendt.
Når det kommer til at have glemt at lyne bukserne, ville hver tredje dansker (32%) fortælle det til en fremmed. Det er især de ældre 60+, som sandsynligvis ville komme en fremmed til undsætning (39% mod kun 19% af de unge mellem 18-29 år).
87% af befolkningen ville til gengæld fortælle en kollega eller bekendt, at deres gylp var åben.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på 1011 interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet i perioden 15. – 17. september 2017.
Photo: GettyImages